Nu er dagen her igen ...
Mor`s dag.
Den dag hvor mange af os med blandede følelser spændt venter på dommen over, hvor "god" en mor vi har været i årets løb.
Forventningens dag hvor vi kan fortabe os selv i at vente på anerkendelsen udefra. Har vi gjort os fortjent til at blive husket, forkælet eller værdsat.
De sidste par år på denne dag har jeg følt mig som den største "fiasko" på trods af jeg ved jeg har gjort mit bedste .
Jeg har ihvertfald ELSKET det allerbedste jeg overhovedet kunne og alligevel har jeg skuffet og såret dem jeg elsker allerhøjest.
Min søn har valgt at tage en "pause" fra mig.
En "pause" der nu har stået på de sidste 2 år hvor vi ingen kontakt har haft.
Grunden hertil er fuldstændig ligegyldig i denne sammenhæng for den er fuldt ud beretiget i hans virkelighed.
En sandhed jeg har måttet acceptere og rumme i kærlighed.
Vores børn skylder os intet....som i absolut ingenting.
De er i deres fulde ret til at træffe de valg der føles rigtige for dem, og leve det liv der er deres sandhed.
Men hvordan overlever man som mor at blive fravalgt af sit eget barn...
Hvordan undgår man at dømme og vurdere om det er rigtigt eller forkert...
Hvordan undgår man at skubbe skylden på alle andre...
Hvordan undgår man at blive vred og ryge i offerenergi...
Hvordan elsker man sig selv, når man ikke føler sig elsket af dem man elsker allermest...
Hvordan holder man sammen på en familie, der alle lider i stilhed under ikke at kunne være samlet under et tag, hvor alle i familien har ret til at være der...
Hvordan undgår man at ville undskylde og forklare situationen overfor andre og ikke mindst sig selv...
Hvordan undgår man at føle skyld og skam...
Hvordan siger man det højt overfor andre uden at føle sig forkert og være bange for at andre dømmer en som verdens dårligste mor...
Hvordan tager man udgangspunkt i den virkelighed der er derude og ikke i ens egne forventninger...
Hvordan dropper man sin egen virkelighed for istedet at forstå den andens virkelighed og handle udfra den...
Hvordan undgår man at lukke sit hjerte for at beskytte sig selv..
Jeg kender ikke svarene til fulde endnu...
For jeg øver mig stadig på det hele...
Nogle dage er nemmere end andre, og så er der de her dage , hvor jeg tror alle andre mødre lever det drømmescenarie jeg selv længes efter.
Men inderst inde ved jeg godt det er langt fra realiteten for mange mødre derude.
Jeg ved dog med sikkerhed at KUN med et åbent hjerte og et overgivet sind kan vi tillade livet at være som det er , uden at fornægte det og uden at forsøge at forklare det.
Forsøger vi at forklare den for os uforstående virkelighed inden for rammerne af vores egne tankers rækkevidde, så ender vi op i en blindgyde med at føle uretfærdighed og meningsløshed.
Det uforklarlige er sket, og det er sket af en grund vi ENDNU ikke forstår, så opgaven er at acceptere dette.
Så idag på Mor´s dag går mine tanker til alle Jer mødre derude hvis hjerte gør ondt på denne dag.
Mødre der har mistet et barn.
Mødre der føler de har ofret alt, men alligevel fejlet i andres øjne.
Mødre der er fastlåst i ulykkelige situationer med deres børn.
Mødre der har børn der har det vanskeligt og som de måske ikke er i stand til at hjælpe.
Idag hylder jeg hverken mig selv eller Jer for at være den BEDSTE og mest PERFEKTE mor.
Lad os istedet anerkende hinanden og ikke mindst os selv for at ELSKE det absolut bedste vi overhovedet er i stand til ....uanset udfaldet.
Jeg sender et stort kram og et ekstra kæmpe stort hjertevarmt smil til alle Jer mødre , hvis hjerte gør ondt idag.
Lad jeres hjerter forblive åbne og lad kærligheden flyde....ubetinget.
