MIN💫 FØRSTE💫GULDKLUMP fylder 20 år idag.
Sådan en “milepæl” skaber anledning til reflektion og eftertænksomhed.
Over livet ...
Over moderrollen ...
Over kærligheden ...
Over det ansvar, der uværgeligt følger med rollen som MOR.
Den dag min første søn blev født nåede kærligheden højder jeg aldrig havde forestillet mig.
Med ham kom de aller største glæder, de mest magiske følelser, men også de største bekymringer.
Livet blev med et pludseligt frygteligt skrøbeligt og så meget mere sårbart.
For selvom moderrollen blev den aller vigtigste og stadig er min aller fornemmeste opgave her i livet.
Så er jeg stadig bare et MENNESKE.
Fuld af "fejl "...
Ikke altid god nok..
utilstrækkelig til tider ...
Nødsaget til at træffe valg der sårer ..
Uanset hvor meget vi forsøger, så kan vi ikke skærme vores børn mod nederlag , smerte og sorg.
Det er uundgåeligt ...DE er alle et livsvilkår.
Vi kan blot være "stille" vidner til de selv bevæger sig ud i livet på (efterhånden meget store) selvstændige fødder ...selv oplever at “fejle” , ikke føler sig tilstrækkelige eller gode nok og selv kommer til at træffe valg der sårer....
Så er vores eneste opgave som vi med garanti ALTID kan, at stå der med favnen fuld af evig og ubetinget kærlighed og med fuldstændig åbne arme.
